Kemisk kastration, den midlertidige løsning
Kemisk kastration er et hormonimplantat, der midlertidigt hæmmer produktionen af testosteron, uden at hunden skal opereres eller bedøves.
Vi bruger det ofte som en prøveperiode, så I kan se effekten, før I beslutter jer for en permanent, kirurgisk løsning, eller hvis en operation midlertidigt ikke er en mulighed for jeres hund, for eksempel på grund af alder eller helbred.
Sådan virker implantatet
Implantatet sættes ind under huden, typisk på nakken eller mellem skuldrene, med en større kanyle. Det tager kun få minutter og kræver ikke bedøvelse. Implantatet er nedbrydeligt og skal ikke fjernes igen. Det frigiver gradvist et hormonstof, der hæmmer testosteronproduktionen.
Hvor hurtigt virker det, og hvor længe
Effekten indtræder typisk 2 til 6 uger efter, at implantatet er sat ind, og hunden bliver først reelt infertil efter omkring 6 uger. I den periode skal jeres hanhund holdes væk fra tæver i løbetid. Virkningen varer mellem 6 og 12 måneder, afhængigt af implantatets størrelse, hvorefter det skal gentages, hvis I ønsker at fortsætte effekten.
Fordele og ulemper ved kemisk kastration
Fordelene er, at det er midlertidigt, at det ikke kræver bedøvelse eller operation, og at det er en god måde at teste effekten på uønsket adfærd, inden man vælger en permanent løsning. Ulemperne er, at effekten ikke er øjeblikkelig, at der kan være individuelle forskelle i, hvor godt det virker, at der i sjældne tilfælde ses milde hormonelle bivirkninger som forbigående træthed eller vægtøgning, og at det skal gentages hver 6 til 12 måned for at opretholde effekten.
Pris for kemisk kastration
Kemisk kastration med implantat koster 1.459 kr. for 6 måneders implantat, eller 2.028,50 kr. for et års implantat.