Afføringsprøver
Afføringsprøver spiller en vigtig rolle i diagnostikken, når vi skal undersøge dit kæledyrs fordøjelsessystem og generelle sundhed. Ved at analysere afføringen kan vi få værdifuld information om tarmens funktion, tilstedeværelsen af parasitter og tegn på infektion eller betændelse.
Afføringsprøver bruges både som led i udredningen af symptomer som diarré, vægttab, blod i afføringen eller ændret afføringsmønster – og som en del af rutinemæssige sundhedstjek, særligt hos unge dyr eller dyr med øget smitterisiko.
Hos Frederiksværk Dyrehospital har vi et moderne laboratorie med udstyr, der gør det muligt at analysere afføringsprøver hurtigt og effektivt. Vi kan blandt andet undersøge for diverse tarmparasitter (giardia, coccidier, hjerte-/lungeorm, bændelorm eller andre indvoldsorm) eller virus som parvovirus.
Nogle mere avancerede analyser kræver specialiseret udstyr og sendes derfor til et eksternt, akkrediteret laboratorium. Det sikrer, at vi altid får pålidelige og præcise resultater, som vi kan bruge til at stille den rigtige diagnose og iværksætte korrekt behandling.